Målsætning
Formål
Det er skolens mål:
- at give en engageret, ajourført og fagligt velfunderet undervisning, der med et både almendannende og studieforberedende sigte fører frem til en studentereksamen eller hf-eksamen.
- at skærpe elevernes og kursisternes videbegær og øge deres lyst og evne til at lære nyt.
- at give eleverne og kursisterne udfordringer og oplevelser samt udvikle deres selvstændighed, miljøbevidsthed og kritiske sans.
- at tilbyde et godt og frugtbart studiemiljø for de uddannelsessøgende i Midtvendsyssel.
- at fastholde og udbygge et tæt samarbejde med byen og oplandet til gensidig glæde og inspiration.
- at åbne elevernes og kursisternes øjne for de muligheder, der er i det omgivende samfund – lokalt, nationalt og internationalt.
- at inddrage eleverne og kursisterne i den demokratiske beslutningsproces på skolen og forberede dem til at være aktive deltagere i et demokratisk samfund.
Uddybning af formålsbeskrivelsen:
Forudsætningen for, at skolen kan opfylde de opstillede mål, er, at såvel de faglige og pædagogiske som de sociale aktiviteter er af høj standard. Det opnås bl.a. ved kvalificeret efteruddannelse af de ansatte og ved at sikre et positivt samspil mellem elever/kursister og skolens ansatte. Gensidig respekt og tolerance er en selvfølge.
For at stimulere indlæringen er det vigtigt med et godt og trygt studiemiljø på skolen både i og uden for den egentlige undervisning. De bygningsmæssige rammer med lyse og velindrettede faglokaler og store åbne fællesarealer er medvirkende til at skabe et godt arbejdsklima og giver mulighed for nye og projektorienterede undervisningsformer. Udviklingen inden for undervisning med bl.a. projektarbejde og øget anvendelse af it nødvendiggør dog en yderligere forbedring af de fysiske rammer.
Gennem en skærpet opmærksomhed på miljøet er det skolens mål at styrke elevernes/kursisternes viden om og ansvarlighed over for både det nære og det fjerne miljø.
Skolens miljøpolitik omfatter ressourceforbrug, adfærd og undervisning.
Det prioriteres højt, at der skabes en god atmosfære, hvor man kan føle sig tryg og mødes i et frugtbart fagligt og socialt fællesskab.
Dette gøres bl.a. ved at tilbyde frivillig undervisning efter normal skoletid på tværs af klasserne i de kreative fag (musik, billedkunst og idræt). Desuden er lektieværkstedet et tilbud til de elever der ønsker hjælp til forberedelse. Skolens it-faciliteter står til rådighed for eleverne/kursisterne både i og uden for undervisningen. Af socialt prægede aktiviteter kan nævnes café-eftermiddage, skolekomedie og fester.
De kulturelle og samfundsaktuelle arrangementer i skoletiden – det være sig debatmøder, foredrag, musikalsk underholdning eller temadage – prioriteres højt, da det udvider horisonten og giver fælles oplevelser.
Udviklingen går hen imod stigende internationalisering og øget åbenhed over for resten af verden. Skolen skal drage omsorg for, at international indsigt og tankegang får en central placering i undervisningen. Anvendelse af ny teknologi indgår som en naturlig del heri.
Studierejser og kontakt med udvekslingsskoler samt deltagelse i andet internationalt samarbejde er ligeledes af stor betydning.
Det er vigtigt, at eleverne/kursisterne får kendskab til og forståelse for såvel fremmede kulturer som dansk tradition og baggrund.
Da skolen er beliggende i en mindre by, er det væsentligt, at skolen påtager sig opgaven som både uddannelsessted og kulturelt samlingspunkt. Samarbejdet med og kendskabet til lokalsamfundet bør prioriteres højt. Det kan dreje sig om brug af gæstelærere, om praktik, virksomhedsbesøg, ekskursioner og samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner i området.
Sidst, men ikke mindst skal skolen medvirke til, at vor lange demokratiske tradition holdes i hævd. Elever/kursister skal inddrages i de beslutninger, der træffes på skolen. De skal lære at respektere andres meninger og synspunkter og erfare, at et samarbejde baseret på demokratiske principper på én gang medfører både indflydelse og forpligtelser. Ved bevidst at arbejde med demokrati på skolen vil vi sikre os at elever/kursister er godt rustede til aktivt at tage del i samfundslivet uden for skolen.