Værdigrundlag
Nedenfor kan du læse om skolens værdier. Via menuen til højre kan du endvidere læse vores vision og målsætning.
Vores værdier
Følgende fem nøgleord danner rammen for skolens værdigrundlag:
Faglig kvalitet
– er vores kerneydelse. Vi lægger vægt på faglig bredde og dybde – og at der er samspil mellem fagene – og vores studenter og hf’ere klarer sig godt!
Målet er, at eleverne skal udvikle sig til at blive studerende. En god studerende er en, der aktivt og selvstændigt kan løse problemer – både alene og i fællesskab med andre. Gymnasiet har udviklet sig fra at være pensumstyret til at være kompetencestyret, så der lægges stor vægt på, at eleverne udvikler både faglige, personlige og sociale kompetencer – dette sker både i fagene og i hverdagen som helhed på BG.
Nærvær
Vi er en mindre skole, hvilket tydeligt mærkes i dagligdagen. Der er tæt kontakt mellem eleverne her på skolen – også på tværs af klassetrin. Eleverne står selv for at arrangere mange aktiviteter i og udenfor skolen, og det medfører, at eleverne kender hinanden på kryds og tværs.
I forhold til det faglige er kammeratskaberne vigtige! Der laves afleveringer på øerne efter skole, man hjælper hinanden med lektier, og man læser sammen til eksamen.
Oplevelser
Ingen skole uden ånd og liv, og der gøres fra skolens og elevernes egen side meget for, at eleverne får oplevelser med i bagagen – det være sig studieture, ekskursioner, fællestimer, skolekomedier, fester, temadage etc.
Minder
Gymnasiet er et sted, hvor der knyttes kammeratskaber og venskaber. Mange finder venner for livet i disse år – og sammen får man mange fælles minder fra en fantastisk tid.
Atmosfære
Skolen er velholdt og har mange åbne miljøer og hyggelige kroge, hvor der er god plads til gruppearbejde, lektielæsning – eller hygge og afslapning.
Atmosfæren og tonen på skolen er afslappet og fri – også mellem lærere og elever. Præcis som du kender det, er der lærere, man kommer til at kende godt – fx fordi man har dem længe eller bare svinger godt – andre lærere optræder mere som faglæreren, man har i en kortere periode. Alle klasser har tilknyttet to teamlærere, som på mange måder minder om det, du kender som klasselærere. Teamlærerne kommer naturligt tæt på klasserne og er formentligt dem, eleverne kommer til i tilfælde af problemer. Derudover er der til hver klasse tilknyttet en studievejleder, som også altid er behjælpelig med at løse problemer.