Du er her: Forside > Om BG > Eleverne om BG > Mathias 1.p

Mathias 1.p

Kom hurtigt videre

Mathias, 1.p (2005/06).

»Jeg vil gerne uddanne mig til pædagog, og derfor har jeg valgt at tage en hf-eksamen. Det tager kun to år, og jeg kan derfor hurtigt komme i gang med at læse videre på min drømmeuddannelse. Jeg har ikke fortrudt, at jeg valgte at tage min eksamen på Brønderslev Gymnasium og HF. Jeg synes, det er et hyggeligt gymnasium, hvor folk er meget imødekommende.«

»På en almindelig hverdag tager jeg bussen fra Pandrup klokken halv otte, og så er jeg på Brønderslev Gymnasium og HF lidt over otte. Som regel er jeg hjemme igen omkring klokken tre. Så er der tid til lidt afslapning, inden jeg skal lave lektier. Jeg bruger cirka en til to timer på at lave lektier, alt efter hvor meget vi har for. Jeg synes ikke, det er svært at få tid til fritidsinteresser, og jeg går blandt andet til gymnastik.«

Godt sammenhold til klassen

»Jeg er overrasket over, hvor nem overgangen fra folkeskolen til hf har været. Vi har allerede et rigtigt godt sammenhold i klassen, og jeg tror især, FLE-festen er skyld i, at vi så hurtigt er blevet rystet godt sammen. FLE-fest er en fest for alle skolens nye elever, deres forældre og lærerne. I vores klasse havde vi valgt at grille til FLE-festen, og under middagen var der nogle elever fra klassen, der gav en lille koncert. Bagefter samledes alle i festsalen, hvor vi var klædt ud og optrådte med fællessang. Til slut dansede vi folkedans – i det hele taget en sjov aften, hvor vi lærte hinanden meget bedre at kende. Det bedste ved at gå på Brønderslev Gymnasium og HF er helt klart det sociale sammenhold«

Gode fysiske rammer

»Desuden synes jeg at de fysiske rammer er i orden på gymnasiet. Der er god plads både i klasselokalerne og ude på fællesarealerne – det, vi kalder «øerne». Her sidder folk ofte og spiller kort eller Trivial Pursuit i frikvartererne, eller hvis de har en mellemtime. Det er med til at skabe en hyggelig stemning.«

Du får lov til at bruge dine kreative evner

»Det, jeg bedst kan lide ved undervisningen på Brønderslev Gymnasium og HF, er, at vi også får lov til at bruge vores kreative evner. Fag som musik, billedkunst og idræt er en god afveksling fra almindelig undervisning, hvor du sidder stille og «kun» bruger hovedet. Derudover synes jeg, at vi har et åbent og positivt forhold til vores lærere. Her bliver vi behandlet mere som voksne. Til forskel fra folkeskolen synes jeg ikke, at lærerne opdrager så meget på én. De regner med, at du selv tager ansvar for din læring. Det kan jeg godt lide.«