Du er her: Forside > Om BG > Eleverne om BG > Kristine 2.p

Kristine 2.p

En fremtid med bedre jobmuligheder

Kristine, 2.p (2005/06).

»Jeg ønskede mig en fremtid med flere og bedre jobmuligheder, så derfor valgte jeg at søge ind på hf på Brønderslev Gymnasium.

Jeg er stadig ikke helt afklaret med, hvad jeg vil læse, når jeg bliver færdig, men engelsk og kommunikation eller folkeskolelærer er nogle af de muligheder, jeg overvejer. Under alle omstændigheder har jeg flere valgmuligheder, når jeg afslutter min hf-eksamen til sommer.«

Dejligt at bruge hovedet

»Det kan til tider være hårdt at være hf-studerende, men jeg kan lide at bruge hovedet, og det er dejligt at lære noget nyt og føle, at man udvikler sig. På Brønderslev Gymnasium og HF får jeg masser af faglige udfordringer. Lærerne er meget dygtige og viser en oprigtig interesse i, at vi elever lærer noget. Det synes jeg er dejligt.«

Godt sammenhold i klassen, trods aldersforskelle

»Jeg føler mig rigtig godt tilpas i min klasse, selvom jeg er lidt ældre end de fleste i klassen. Jeg synes, at der er stor gensidig respekt mellem os. Jeg kan tale med alle, og der er en god stemning i klassen. Vi er rigtig gode til at hjælpe hinanden og der bliver heller aldrig set ned på én, hvis man rækker fingeren i vejret for at spørge, når der er noget, man ikke forstår, eller noget,man skal have forklaret en gang til. Jeg synes generelt, at folk er meget imødekommende overfor hinanden her på gymnasiet, og at der er et godt sammenhold. Derfor mener jeg også, at Brønderslev Gymnasium og HF er et sted, hvor man kan være sig selv.«

Vigtigt med et godt socialt sammenhold

»Det er vigtigt for os, at det sociale liv fungerer, og at alle føler sig velkomne. Jeg har deltaget i en del af de arrangementer, der afholdes, og jeg har blandt andet været med til flere fredagscafeer og gallafesten. Det er ikke alle arrangementer, jeg har lyst til at deltage i. Det synes mine klassekammerater er helt i orden«