Henrik 3.x
STX – en god ballast for fremtiden
Henrik, 3.x (2005/06).
»Jeg valgte at tage en studentereksamen, fordi den giver mig en god ballast for fremtiden i og med, man får en bred, almen viden. Desuden vil jeg muligvis læse til fysioterapeut, og så er det jo en fordel, at jeg har biologi og idræt som valgfag.«
»Det, jeg bedst kan lide ved at gå på Brønderslev Gymnasium, er, at der sker noget forskelligt i undervisningen, så hverdagen ikke bliver for ensformig. Derfor kan jeg godt lide, at vi veksler mellem gruppearbejde, arbejde ved computeren og almindelig klasseundervisning. Sidste år var vi for eksempel også på biologiekskursion til Lerbæk. Der skulle vi sove i telt, og vi lavede forsøg om natten – det er med til at gøre undervisningen både sjov og spændende.«
Alle kender hinanden
»En af Brønderslev Gymnasiums fordele er, at gymnasiet har en overskuelig størrelse, og at der er lidt færre elever end på nogle af de store gymnasier. Man får lidt en fornemmelse af, at alle kender hinanden. Jeg snakker med stort set alle på min årgang, og det skyldes både gymnasiets størrelse, men i høj grad også de sociale arrangementer. Der er generelt stor tilslutning, når der bliver arrangeret noget på gymnasiet. Det er vigtigt, at folk støtter op omkring de initiativer, der bliver taget og det synes jeg virkelig, folk gør her. Vi bliver også ofte involveret, når der skal tages beslutninger vedrørende undervisningen eller ved forskellige arrangementer på skolen. Vi får lov til at komme med forslag, og lærerne hører ofte på os, synes jeg«.
Eleverne har separat trådløst netværk
»På Brønderslev Gymnasium og HF har vi elever vores eget separate trådløse netværk, og det bruger jeg rigtig meget. Vi kan altid tjekke mail eller søge efter informationer på nettet, når vi har brug for det. Jeg e-mailer ofte mine opgaver og stile hjemmefra via nettet, så jeg bare kan printe dem ud, når jeg kommer op på gymnasiet. Desuden bruger jeg hver dag skolens interne kommunikationssystem «First Class» for at se, hvilke lektier jeg har for, tjekke, om der er beskeder fra lærerne, eller om der er nogle timer, der er blevet aflyst.«
Første skoledag
»Selvom jeg snart bliver student, kan jeg stadig tydelig huske min første skoledag. Da vi startede, kendte jeg ikke nogen af dem, som jeg var kommet i klasse med, og jeg tænkte – Hvordan skal det her gå? Hvem skal jeg snakke med? Kender alle de andre mon hinanden? Efterfølgende fandt jeg hurtigt ud af, at jeg ikke var den eneste, der tænkte sådan. I dag har jeg nogle rigtig gode venskaber her på gymnasiet, og de er afgjort med til at gøre livet som studerende sjovt.«