22. november 2010
Studietur til Rom
2p forsamlet foran det berømte Colosseum i Roms centrum. Det er først på aftenen på kursisternes første dag på deres studietur.
Morten med skyggen i nakken foran det særdeles iøjnefaldende »gebisset«, eller som det officielt hedder – Vittorio Emanuele II’s monument.
Vejret skiftede mellem styrtende regn og sol fra en skyfri himmel. Om mandagen blev der brug for paraplyerne, men kursisterne tog det hele med stoisk romersk ro, og frydede sig i stedet over kunst og arkitektur.
Kursisterne havde lavet synopser hjemmefra og holdt i Rom foredrag for hinanden i mindre grupper. Her i Roms domkirke, Laterankirken.
En kursist fordybet sig i detajlerne ved en af de tolv apostle i Laterankirkens hovedskib. Det er den kendte barokkunstner Borromini, som har designet nicherne, hvor apostlene er placeret.
I Peterskirken skulle kursisterne finde en række kunstværker og beskrive detaljerne. Her er nogle fanget foran den imponerende Bernini-statue af den betydningsfulde markgrevinde Mathilde, som vel nok er den kvinde, som har haft størst betydning for den katolske kirkes udvikling i middelalderen. Bernini og barokken var et af studieturens fokuspunkter.
Det blev naturligvis også tid til lidt spas og koketteri med kameraet.
Jesuiterkirken Il Gesù var nok den kirke, som indvendigt betragtet imponerede kursisterne mest. Ikke mindst loftfreskoen »Jesus-navnets Apoteose«, som pga. barokken behændige brug af illusionisme synes ophængt helt frigjort fra loftet, gjorde kursisterne helt rundtossede.
Peterspladsen designet af Bernini og Peterkirkens kuppel designet af Michelangelo vil for altid stå i kursisternes erindring som en hel speciel oplevelse. Efterfølgende var de alle med inde for at se Vatikanmuseet med kustværker af bl.a. Rafael og Michelangelo.
Den idylliske markedsplads Campo dei Fiori blev benyttet til at indtage nogle lækre italienske sandwich for foden af den berømte statue af Giodarno Bruno, som blev brændt på dette sted i år 1600 for kætteri. Han påstod bl.a., at det var jorden, som kredsede om solen og ikke omvendt.
Roms tage set fra Pinciohøjen. Det er Peterskirken i baggrunden.
Campo dei Fiori er egentlig et blomstermarked, men her er også et velassorteret frugt- og grønt-sortiment.
Denne Fiat har vist kørt sin sidste tur på Via Appia, eller…
Rom er fyldt med snævre romantiske gader, som pludselig åbenbarer fantastiske piazzaer, hvor man kan nyde en himmelsk gelato eller cappuccino.