Du er her: Forside > Nyheder > Studietur til Dublin 2010

23. april 2010

Studietur til Dublin 2010

Med sommerfugle i maverne og pakkede kufferter stod vi alle, tirsdag den 6. april 2010, spændte og klar til den længe ventede studietur. 2.a og 2.d skulle sammen tilbringe 5 dage i den irske hovedstad Dublin. Turen gik fra Brønderslev banegård kl. 23.40 tirsdag aften, med ankomst i Kastrup lufthavn tidligt onsdag morgen. Med meget lidt søvn i kroppen spiste vi morgenmad i lufthavnen og skulle med et fly videre til Dublin ved formiddagstid.

Efter en sightseeing bustur rundt i Dublin ankom vi til Tempel Bar. Tempel Bar hvor pubber, musiksteder, restauranter og souvenirbutikker ligger side om side. Her skulle vi bo på Barnacles Hostel, hvor vi langt om længe fik os indlogeret på vores værelser. Herefter tog vi en spadseretur rundt i det hyggelige og brostensbelagte område, ellers var tøjlerne frie for resten af aftenen, og for de flestes vedkommende, stod aftenen på; udpakning, spisning, og en lille tur på en pub efter en ellers lang, men god dag.

Torsdag var den store »ud og se Dublin«-dag. Vi startede på den danske ambassade, hvor to studerende fortalte os om Irland, både dens historie og hvad den irske befolkning går igennem politisk i nutiden.

Derefter gik turen til det irske parlament. Det var en stor og flot gammel bygning. Vi havde en guide, som var meget godt inde i sit stof, og han var rigtig god til at fortælle, samt snakke engelsk uden en alt for tyk irsk accent.

Et lille fotogalleri, med billeder fra den irske borgerkrig, blev også (kort) besøgt. Det var nogle meget rammende billeder, som mindede én om billeder fra 2. verdenskrig.

Torsdag var også den dag, hvor vi virkelig begyndte vores studier udi Dublins natteliv.

Fredag tog vi en rask gåtur til en protestantisk kirke, og herefter gik turen til Dublin Castle. Uheldigvis kunne vi ikke komme ind og se det, da det var lukket pga. påskeferie.

Efter Dublin Castle blev vi sendt ud på en »Dublin Quest«. Her skulle vi i grupper ud og besøge hvert vores sted i Dublin, hvorefter vi skulle finde nogle irere at stille nogle spørgsmål. Hvis man var nervøs for, om man ikke kunne finde nogen at snakke med, blev dette hurtigt gjort til skamme. Irerne er et utroligt venligt og gæstfrit folk. Alle man spurgte smilede og kom med gode og lange svar.

Omkring kl. 15.00 skulle vi besøge museet House No. 29. Det var et såkaldt levende museum, hvor et helt hus var møbleret som husene så ud omkring 1800-tallet. Det var meget spændende at se hvordan folk levede og hvor små de var!

Lørdag tilbragte vi i Glendalough Co. Wicklow, hvilket er en stor flot naturpark med smukke søer og et lille vandfald, stedet er også kendt som dalen med de to søer. Der var simpelthen den flotteste udsigt med den kønneste natur, og vi havde et rigtig godt vejr den dag, så det kunne jo næsten ikke blive bedre. Vi brugte det meste af formiddagen derude, og da vi kom tilbage til vores Hostel fik vi fri leg resten af dagen, hvor vi kunne gøre hvad vi ville.

Søndag, vores sidste dag i Dublin, blev brugt på at se det store Guinness bryggeri. Vi fik frie hænder til at gå rundt i bryggeriet en times tid, og tage billeder, man kunne endda lære at hælde en Guinness øl perfekt op, dog kun hvis man var fyldt 18 ;) I vores indgangsbillet havde vi frit valg mellem en Guinness eller en cola, som kunne nydes i toppen af bygningen. Her havde vi en rigtig flot udsigt ud over hele Dublin, man kunne se helt ned til Liffey – floden. Efter dette besøg tog lærerne og nogle elever ud til Kilmainham Jail, hvilket er et gammelt fængsel som spiller en stor rolle i Irlands historie i starten 1900-tallet. Dette var et virkelig fascinerende, men også lidt skræmmende sted, med meget rørende historier. Vi sluttede vores sidste aften af i Dublin med fælles spisning begge klassen, på en fin irsk restaurant. Vi fik tre retters irsk god mad, og efter spisningen stod den på underholdning med irsk musik og dans. En rigtig dejlig aften at slutte en fed tur af på.

Mandag morgen, udrejsedagen, startede lidt tidligere end de andre dage, med at få pakket det sidste og nå en bus 8.30 mod lufthavnen. I lufthavnen fik vi fyret vores sidste euro af, og så gik turen ellers hjem til Danmark.

Vores studietur til Dublin var en helt fantastisk tur både fagligt, men så sandelig også socialt. Dublin med sin utrolig gæstfri og ikke mindst sangglad befolkning gjorde absolut turen bedre. Tak for en helt uforglemmelig tur 2.a, 2.d og lærere.

Skrevet af: Cecilie, Line P & Louise 2.a.