2. november 2007
Politisk debat
I anledningen af det forestående folketingsvalg fik BG fredag den 2. november besøg af seks yngre folketingskandidater til politisk debat.
De seks kandidater var:
- Anders Broholm – Venstre
- Thomas Krarup – Konservative
- Karina Koustrup – Radikale Venstre
- Karen Touborg – Socialistisk Folkeparti
- Ole Christensen – Social Demokratiet
- Rasmus Lynge – Dansk Folkeparti
Debatten foregik over tre runder: præsentationsrunden, politikkerrunden og elevrunden. Alle tre runder blev styret af lærer Karsten Schaltz, som sørgede for at tidsplanen blev overholdt.
Præsentationsrunden var naturligvis den første runde. Her fik politikkerne hver fem minutter til at præsentere sig selv og deres mærkesager.
Efterfølgende var det tid til politikkerrunden, hvor de seks folketingskandidater livligt debatterede forskellige politiske emner. Der blev blandt andet diskuteret straffelov, bureaukratisering i den offentlige sektor og globalisering.
Den sidste og afsluttende runde var elevrunden, hvor eleverne kunne stille spørgsmål til folketingskandidaterne. Den mulighed ønskede mange elever at benytte sig af – og der blev stilllet spørgsmål indenfor blandt andet uddannelses-, miljø- og skattepolitik.
Efterfølgende fortsatte den politiske debat ude i nogle af klasserne, hvor et samfundsfagshold, et erhvervsøkonomihold og et filosofihold hver fik besøg af to af folketingskandidaterne.