Du er her: Forside > Nyheder > Hytteturene en stor succes.

29. august 2006

Hytteturene en stor succes.

Et godt socialt sammenhold er udgangspunktet for en god skolegang. Derfor skal alle nye elever på Brønderslev Gymnasium og HF, som noget nyt i år, på hyttetur med deres tutorer og teamlærere på »Godset« i Hallund. Vigtigste punkt på programmet er »ryste-sammen-aktiviteter«, men der er også tid til forskellige faglige og mere praktiske aktiviteter.

Det var især de sjove lege, som tutorerne stod for at arrangere, der blev en succes da 1.a og 1.b var på tur henholdsvis mandag/tirsdag og tirsdag/onsdag i uge 34. 1.a legede blandt andet »spindelvævs-leg«, hvor eleverne skiftedes til at bære hinanden gennem et spindelvæv af snore, som tutorerne havde hængt op på et stålrør.

I 1.b morede eleverne sig med at spille fodbold med »glasøjne«: »En af de sjoveste ting på turen var nok da vi spillede fodbold med plastickrus for øjnene. Det var næsten umuligt at ramme bolden, men MEGET underholdende« fortæller Jacob 1.b.

De lidt mere faglige og praktiske aktiviteter omfattede blandt andet biologiforsøg ude i naturen, hvor der blev studeret biller og andre kryb. På turen brugte nogle klasser også tid på at blive enige om en »samværspolitik«, som skal sikre et godt forhold eleverne imellem. Der blev også tid til at planlægge den nært forestående FLE-fest, som er fælles for forældre, lærere og de nye elever.

Om aftenen samledes alle rundt om bålet, hvor tutorerne stod for fælles sang og skumfiduser til alle.

Tutorerne har ifølge de nye elever spillet en vigtig rolle i forhold til, at deres skolestart er gået så godt. »Det giver tryghed, at man allerede snakker med nogle af dem, som kender gymnasiet godt, fordi de også har gået her sidste år.« mener Louise 1.b. »Tutorerne var rigtig flinke og de arrangerede en masse sjov for os. Desuden kan de fortælle en masse «backstage-stof», som lærerne ikke kan, for eksempel vedrørende skolefester og fredagscafeerne« fortæller John 1.b.

At hytteturene er en kæmpe succes er der ingen tvivl om blandt eleverne: »Hytteturen var fed! Vi har lært hinanden meget bedre at kende, og har fået et tæt sammenhold i klassen.« siger Louise 1.b. Jørgen 1.b er enig: »Turen var rigtig sjov og fremmer virkelig sammenholdet!«. Derfor satser Brønderslev Gymnasium og HF på, at hytteturene fremover skal være en fast del af introprogrammet for alle nye elever.