Du er her: Forside > Nyheder > www.dropdet.nu

14. september 2007

www.dropdet.nu

Trafikken er den største dødsårsag for unge, og de er voldsomt overrepræsenterede i ulykkesstatistikkerne. Selvom unge mellem 18–24 år kun udgør 10% af befolkningen, er de indblandet i 25% af alle trafikulykker.

Derfor tager konsulenter fra Rådet for Større Færdselssikkerhed rundt i landet, for at fortælle om konsekvenserne af risikoadfærd i trafikken. Fredag den 14.september fra kl. 9.40–12 fik BG derfor besøg af Thomas Mark, konsulent fra Rådet For Større Færdselssikkerhed.

Thomas Mark – konsulent fra Rådet For Større Færdselssikkerhed.

Formen på arrangementet vekslede mellem information, dialog, videoklip, fakta og billeder. Desuden var besøget tilrettelagt på en måde, som sikrede maksimal involvering af eleverne, gennem dialog og interaktion.

Blandt andet havde Thomas medbragt et SMS-afstemningssystem, der lod alle elever stemme anonymt via mobilen. Resultatet af afstemningen blev vist med det samme og inddraget i foredraget. Eleverne skulle blandt andet stemme om deres egen holdning til spritkørsel og det at køre for stærkt:

  • Hvad synes du om at køre spritkørsel?
  • Hvad tror du dine venner synes om at køre spritkørsel?
  • Hvad synes du om at køre for stærkt?
  • Hvad tror du dine kammerater synes om at køre for stærkt?

Resultaterne viste blandt andet at 93% af eleverne på BG synes »det aldrig er ok at køre spritkørsel« og at 86% af eleverne synes »det er for dumt når andre kører spritkørsel«.

Afslutningsvis blev eleverne tilbudt at blive filmet til en »videoconfession«, hvor man kunne give sine holdninger til kende eller bare fortælle en personlig historie om erfaringer med fart eller spirituskørsel. Videoen ville så senere kunne blive lagt ud på hjemmesiden www.dropdet.nu