3. december 2010
Der arbejdes hårdt…
I øjeblikket ses ofte lærere og elever fordybet i samtale på skolens fællesarealer i frikvartererne. Fænomenet skyldes hverken, at lærerne er blevet trætte af at spise madpakken på lærerværelset, eller at eleverne og kursisterne foretrækker lærernes selskab i frikvartererne frem for kammeraternes, næh de små sammenkomster mellem elever, kursister og lærere er i de sidste vejledningssamtaler, inden eleverne og kursisterne skal skrive deres store opgave, studieretningsprojektet for 3g’ernes vedkommende og større skriftlig opgave for 2hf’ernes vedkommende.
Begge opgaver tæller en dobbeltkarakter på eksamensbeviset, så der arbejdes flittigt på at få lavet den rigtige problemformulering og få samlet den relevante litteratur sammen – sidstnævnte sætter også skolens bibliotekar på hårdt arbejde.
I studieretningsprojektet skriver eleverne i et af deres studieretningsfag i kombination med et andet fag, og opgaven kan derfor med rette ses som resultatet af 2 års fordybelse i den studieretning, de valgte, da de startede på gymnasiet. Emnerne er mange og forskellige. Som eksempler kan nævnes magnetisme, planetbevægelser, afrikanske kvinder og USA i 1960’erne. Nogle emner kræver, at der tilbringes lange eftermiddage i skolens laboratorier for at få de rette resultater fra forskellige eksperimenter. Andre opgaver kræver fx interviewundersøgelser for at fremskaffe relevant empirisk materiale – og ikke mindst kræver alle opgaver mange timer på biblioteket og foran computeren.
For hf’ernes vedkommende er det næsten valgfrit, hvilke fag man vil skrive i, og kursisterne vælger således at skrive i det eller de fag, der kan give et interessant perspektiv på det emne, de har valgt at skrive om. I år har hf’erne valgt at skrive om så forskellige emner som fx standarddans, sundhed og velfærd, universalromantik, fødselsdepressioner og Hitlers vej til magten.
Opgaverne skrives i de sidste 2 uger før jul – 3g’erne har to uger til opgaven, hf’erne skal skrive deres på en enkelt uge. I disse uger sidder eleverne og kursisterne hjemme og arbejder – og ofte arbejdes der dag og nat. Onsdag før jul kommer alle elever og kursister tilbage på skolen, hvor de fejrer opgaveafleveringen med en hyggelig juleafslutning inden en velfortjent juleferie.