Tysk som fag
På Brønderslev Gymnasium & Hf-Kursus undervises for øjeblikket i Tysk B- og A-niveau fortsættersprog. I det følgende fremgår i kortform, hvad undervisningen på de to niveauer indeholder:
På tysk B-niveau skal man:
– Læse noget kernestof, der lægger vægt på tysk kultur, historie og samfundsforhold – med hovedvægten på Tyskland efter 1945. Dog skal der i ét af emnerne indgå tekster fra før 1945.
– Lære grundlæggende normer og regler for skriftlig og mundtlig sprogbrug.
– Lære grundlæggende regler for tysk udtale og intonation.
– Læse supplerende stof, der sammen med kernestoffet giver viden om tyske kultur, historie og samfundsforhold.
I løbet af 4 semestre læses 6–8 forskellige emner.
Der udarbejdes et antal skriftlige opgaver, der svarer til 10 timers elevtid per semester.
Det skriftlige skal styrke den sproglige korrekthed og præcision og evnen til at strukturere formidlingen af et stof.
I første semester indgår tyskfaget i sammenspil med de andre sprogfag i faget almen sprogforståelse (AP), som skal give en grundlæggende indføring i, hvad sprog er, og hvordan de er opbygget.
Derudover deltager tysk-faget i almen studieforberedelse (AT) sammen med andre faggrupper – f.eks. andre sprog, samfundsfag og evt. naturvidenskabelige fag, hvilket tilsammen giver en bredere indsigt i kulturelle, historiske og samfundsmæssige forhold. (På Brønderslev Gymnasium & Hf-Kursus deltager tysk i et AT-forløb i 2.g.)
Der evalueres undervejs for at sikre faglig progression.
IT spiller en væsentlig rolle i faget.
Prøveform
Der afholdes en mundtlig prøve på 30 minutter, som består af følgende discipliner:
1) Præsentation på tysk af en ukendt, ubearbejdet tysk tekst af et omfang på ca. 6 normalsider (1 normalside svarer til 1300 tegn) med inddragelse af et af de studerede emner. Præsentationen efterfølges af en uddybende samtale på tysk. Til denne del af prøven gives en forberedelsestid på mindst 24 timer.
2) Tekstforståelse med udgangspunkt i en ukendt, ubearbejdet tysksproget prosatekst af et omfang på 1 normalside. Teksten refereres på dansk. Eksaminator stiller supplerende spørgsmål til uddybelse af eksaminandens forståelse af centrale sproglige og/eller indholdsmæssige forhold i teksten. Til denne del af prøven gives en forberedelse på 30 min.
I forberedelsestiden må eleven benytte alle hjælpemidler bortset fra kommunikation med omverdenen.
På tysk A-niveau skal man:
– Læse noget kernestof, der lægger vægt på tysk kultur, historie og samfundsforhold – med hovedvægten på Tyskland efter 1945. Dog skal der i mindst ét af emnerne indgå tekster fra før 1945, og i yderligere mindst et emne indgå tekst fra før 1900.
– Lære væsentlige normer og regler for skriftlig og mundtlig sprogbrug.
– Lære væsentlige regler for tysk udtale og intonation.
– Læse supplerende stof, der sammen med kernestoffet giver viden om tyske kultur, historie og samfundsforhold.
I løbet af 3.g læses yderligere et antal emner.
Der udarbejdes et antal skriftlige opgaver, der svarer til 40 timers elevtid per semester.
Det skriftlige skal vise sikkerhed i ordforråd, morfologi og syntaks.
Der er eventuelt skriftlig eksamen – udtrækkes af undervisningsministeriet.
Der evalueres undervejs for at sikre faglig progression.
IT spiller en væsentlig rolle i faget.
Prøveform
Der afholdes en mundtlig prøve på 30 minutter, som består af følgende discipliner:
1) Præsentation på tysk af en ukendt, ubearbejdet tysk tekst af et omfang på ca. 8 normalsider (1 normalside svarer til 1300 tegn) med inddragelse af et af de studerede emner. Præsentationen efterfølges af en uddybende samtale på tysk. Til denne del af prøven gives en forberedelsestid på mindst 24 timer.
2) Tekstforståelse med udgangspunkt i en ukendt, ubearbejdet tysksproget prosatekst af et omfang på 2 normalsider. Der oversættes en ½ side af teksten til dansk, resten refereres på dansk. Eksaminator stiller supplerende spørgsmål til uddybelse af eksaminandens forståelse af centrale sproglige og/eller indholdsmæssige forhold i teksten. Til denne del af prøven gives en forberedelse på 30 min.
I forberedelsestiden må eleven benytte alle hjælpemidler bortset fra kommunikation med omverdenen.