Du er her: Forside > Fag > Oldtidskundskab

Oldtidskundskab

Velkommen til hjemmesiden for oldtidskundskab

I oldtidskundskab beskæftiger vi os med de gamle grækere og de gamle romere, som alle gymnasieelever i øvrigt møder i latin i almen sprogforståelse i 1g. Flere af jer vil sikkert have mødt nogle gamle grækere i Trojafilmen – Troy, som den jo hedder på engelsk.

Sortfigurvase ca. 530 f. Kr. British Museum

Vi kommer også til at beskæftige os med dette emne og den digter, Homér, der efter traditionen skal have digtet om disse begivenheder. Ellers vil vi læse forfattere fra det klassiske Grækenland, især fra Athen. Med klassisk menes her perioden det 5. og 4. århundrede f. Kr. Ord og begreber som epos, lyrik, teater, musik, demokrati, historie, økonomi, filosofi, politik og mange andre kan føres tilbage til disse mennesker.

De gamle grækere tænkte mange originale tanker, men måtte med tiden give efter for de mere praktiske romere. Romerne kunne administrere og organisere og styre i stor målestok. De sørgede for veje og vandforsyning, det man i dag kalder infrastruktur, (romerske) badeanstalter, biblioteker og teatre (amfiteatre, jfr. »Gladiator«, er en anden slags teater) og erhvervsliv i stor stil. Romerske digtere og forfattere beskæftigede sig i flere henseender med de samme emner som grækerne, men især indenfor filosofi og politik havde de også en mere praktisk tilgang til tingene.

Indgangspartiet til British Museum

Bekendtgørelsens første ord lyder: »Oldtidskundskab er et kulturfag, der omhandler antikken (= den græske og romerske oldtid) som grundlag for europæisk kultur.« I oldtidskundskab kan vi komme til at arbejde sammen med andre fag i almen studieforberedelse. Alle slags fag, altså også de naturvidenskabelige, kan komme på tale.