Om faget
Erhvervsøkonomi beskæftiger sig med alle typer af virksomheder. Vi arbejder med »alt« – fra økonomi og regnskabsforståelse over organisation til strategi og marketing. Informationer til virksomhederne hentes fra deres hjemmesider samt artikler fra dagbladet Børsen.
Undervisningen er en blanding af teorigennemgang og casebaseret projektarbejde, hvor eleverne selvstændigt analyserer konkrete virksomheder. I de senere år har eleverne og kursisterne arbejdet med deres egne fiktive virksomheder ifm. European Business Games, og dette arbejde strækker sig over det meste af skoleåret.
Faget lægger vægt på at vende blikket udad: Vi inddrager løbende gæstelærere, vi besøger mindst én virksomhed hvert år, og vi deltager hvert år i European Business Games samt Proinvestors aktiespil.