Om faget
Biologi -læren om liv
Biologi beskriver ud fra naturvidenskabelige metoder hvordan liv er sammensat og fungerer. Da mennesket jo er en del af dette liv giver faget grundlag for at forstå vores egen eksisitens.
Biologisk viden giver også en forståelse af vores krop og sundhed. Det gør at vi fx bedre kan forebygge og behandle sygdomme.
Det biologiske fagområde er grundlag for mange forskellige produktionsformer og giver således et bidrag til den økonomiske velfærd. Det er fx i landbruget, mejerisektoren og medicinalindustrien.
Endelig giver biologien en forklaring på mange af de fænomener man kan opleve i naturen. Det er fx de farverige blomster, små 6-benede insekter, flyvende fugle, store hvaler, sølvglinsende fisk og stribede heste – i alt er der ca. 10 mio. unikke arter.
Regnbueørred fanget på biologiekskursion
Det biologiske verdensbillede er opbygget omkring evolutionsteorien som beskriver hvordan livet er blevet udviklet – og stadig udvikler sig. De andre biologiske fagområder beskriver naturens forskellige elementer og sammen giver de en meget detaljeret og omfattende viden om liv. Denne viden forøges dagligt og nogle af de nye opdagelser vil være med til at forbedre vores liv.
De biologiske fagområder er bla. økologi, zoologi, botanik, anatomi, fysiologi, cellelære, genetik, biokemi, etologi og toksikologi.